COVID-19 vaccinen er landet i DK

D. 26.12.2020 klokken meget tidligt om morgenen, da ankom en lastbil til Statens Serum Institut, som sådan ikke et særsyn udenfor SSI’s vare-port, men denne lastbil’s last var SÅ ventet, at selv det faktum, at dagen havde tiltaget med et minut blev overskygget af de ”gaver”, som chaufføren af lastbilen havde med. COVID-19 vacciner…intet mindre…Jeg synes, at det er fantastisk…intet mindre.

Ærligt – det gør mig så utroligt glad på rigtig mange menneskers vegne. Den vaccine vil med stor sandsynlighed komme til at gøre en ubeskrivelig forskel for manges hverdag. 

Brug lige et øjeblik på at tænke på alle de ældre, de sårbare, og de svært syge, der har haft mange triste, bange, bekymrede og ikke mindst ensomme øjeblikke gennem de seneste 8-9 måneder. 

Det har været meget rørende at følge nyhederne her til morgen. Rørende at se nogle ældre medborgeres smilende ansigter, da de fik 1. vaccine-injektion. Stort! De glæder sig til at få deres liv retur….

Der har været mange skriverier, debatter og diskussioner i og udenfor medierne omkring COVID-19 vaccinerne, deres udvikling og hastigheden af samme, effekt, bivirkninger og hvilke negative implikationer de måtte have på vores kroppe. 

Jeg vil her forsøge at sammenfatte nogle af de mange tanker og måske bekymringer omkring vaccinerne…..for wow, hvor flyder der meget misinformation rundt på de sociale medier og andre tilsvarende steder. Det falder ikke til jorden, for det bliver holdt i gang fordi det bliver delt. Æv. Det kan kun skabe utryghed og andet mindre befordrende. Meget er opstået pga. manglende viden eller egen produktion af ”information”. Æv.

 

Vi skal være sundt skeptiske – det gælder i alle sammenhænge, og gælder selvfølgelig ligeledes vacciner, men de kan ikke ændre din krops DNA, for det er ikke genterapi, men en vaccine (forebygger infektioner). Denne vaccine kan ikke gøre dig infertil (hvis du er i den fertile alder). Denne vaccine kan heller danne særlige antistoffer, der så iværksætter en ekstrem immunreaktion. Var det sket havde man set eksempler på…med det store antal forsøgspersoner.

 

Så synes du at noget lyder lidt (meget)….langt ude, så er det det nok. Kildekritik er godt!

 

ER DEN SIKKER OG HVOR LÆNGE HOLDER DEN?

Til det første, så er jeg ikke bekymret for at sige: Ja den er sikker. Jeg har læst en del op på det materiale, der er kommet frem i forbindelse med nød-(godkendelses)-proceduren. Der har jeg ikke kunnet finde noget, der gjorde mig utryg eller fik mig til at tænke, at jeg lige ville vente og se den an.

Hverken FDA (USA) eller EMA (Europa) har entydigt givet en betingede godkendelse til den første COVID-19 vaccine, der er udviklet af Pfizer/BioNTech. 

 

Processen i forbindelse med udviklingen er gået ekstremt hurtigt, og langt hurtigere end udviklingen af en vaccinen normalt ville ske. Det skyldes helt klart, at der er tale om en pandemi,  og at det har en global sundheds- og samfundsmæssig interesse og betydning, at få den pandemi under kontrol.

En vaccine tager vanligvis mange år at udvikle, og det er der flere årsager til. Penge er en af dem. Ofte (normalt) skal forskere kæmpe for at få investorer til at putte penge i deres udvikling. Var ikke et problem her…tværtimod. Offentlige og private investorer har stillet op med mange milliarder til firmaer, der udvikler vacciner. 

Det har betydet noget for hastigheden.

Dertil kommer, at vaccinerne er blevet løbende vurderet i takt med at de er blevet udviklet. Eksempelvis har det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) sat ekstra ressourcer ind for hele tiden at kunne evaluere de indkomne data fra udviklings- og testfaserne. COVID-19 vaccinerne har klart haft en førsteprioritet (tak!) 

Det har haft (altafgørende) betydning for hastigheden. 

Nød procedure og en betinget godkendelse betyder ikke, at der er noget man (Lægemiddelagenturerne og andre tilsvarende myndigheder) lader slippe igennem bare for at få vaccinerne ud. Det sidste ville heller ikke give mening, for tilkom der alvorlige bivirkninger, når vi startede med at vaccinere, så ville de blive rullet tilbage lige på stedet!

Medicinalfirmaerne som har fået en betinget godkendelse (gives initialt for 1 år, og kan forlænges med yderligere 1-2 år) betyder, at de fortsat skal indhente og indsende data (langtidsdata og bivirkningsregistreringer), og når så myndighederne har modtaget al den forventede eller aftalte dokumentation kan der gives en endelig godkendelse. Forsøgspersonerne, der indgik i studierne (udviklingen) bliver ligeledes fulgt i lang tid efter godkendelse af vaccinen, både så man kan følge effekten, men ligeledes, hvis der skulle opstå bivirkninger. 

Hvor lang tid holder vaccinen….det er et kæmpe godt spørgsmål, som ingen endnu kan svare på og netop fordi der ikke er langtidsdata endnu. Men de data, der løbende er udsendt viser ret overbevisende antistof-niveauer 3-4 måneder efter indgift af de to doser vaccine, som man skal have, når det gælder Pfizer/BioNTech og Moderna’s COVID-19 vacciner.

 

BIVIRKNINGER

De bivirkninger, der er indrapporteret er meget som dem vi allerede kender fra bl.a. influenzavaccinationer i form af rødme og ømhed ved indstiksstedet, forbigående feber, hovedpine, træthed og muskelømhed. Tegn på at immunforsvaret går i gang med at arbejde.

Bivirkningerne var lidt kraftigere efter 2. dosis af vaccinen, hvor immunsystemet/-forsvaret rigtigt kom på arbejde.

 

Optimal eller fuld immunisering opnås ca. 7 dage efter 2. vaccine-dosis, men begynder allerede 10-15 dage efter indgift at dosis nr. 1.

 

Der er indrapporteret meget få (ca. 36.000 personer indgik i forsøgene (50% var kontrolgruppe, hvilket vil sige, at ca. 18.000 fik vaccinen…måske lidt flere)) tilfælde af svære allergiske reaktioner, og typisk hos personer, der i forvejen var disponeret til svær allergi.

Enkelte dødsfald og ingen af dem sat i relation til vaccinerne, og der var flere dødsfald i kontrolgruppen end i den gruppe, der fik vaccinen. 

TIDLIGERE COVID-19 OG VACCINE?

Ja, umiddelbart anbefaler man alle at modtage vaccinen, når den bliver tilbudt. Niveauet af immunisering efter tidligere COVID-19 sygdom, er angiveligt noget forskellig fra person til person. Hvor at den er mere sikker med en regulær vaccine. 

Der skal minimum gå 4 uger efter endt COVID-19 sygdom førend man bør modtage vaccinen. 

 

COVID-19 AF VACCINEN?   

Nej, det er faktisk ikke muligt at få COVID-19 af vaccinerne, da de (Pfizer/BioNTech og Moderna) ikke indeholder selve virus, men udelukkende ”koden” eller instruktionen (mRNA) til de proteiner (Spikeprotein) som sidder på overfladen af virus. Det er nemlig dem, der er årsagen til at virus kan optages ind i vores celler og derfra danne nye vira (virus i flertal).

 

HVORDAN VIRKER DET?

En lille dosis vaccine sprøjtes ind i din skuldermuskel. Optages langsomt, men sikkert ind i kroppen. Det indeholder som nævnt koden  (instruktionen) for (ØV)proteinet (der sikrer at virus optages ind i vores celler). En del af vores krops celler danner dette protein, og når vores immunforsvar møder disse fremmede proteiner går det i gang med at destruere det. Kraftigt angreb…derfor kan man opleve nogle af de symptomer, som kan følge med infektionen, men i meget mildere grad. Det fremmede proteins struktur huskes af nogle særlige ”huskeceller” i vores immunsystem og der dannes antistoffer. ”huskecellerne” gemmer informationen. Møder du så en dag SARS-CoV-2 virus (corona virus) på din vej, så vil dit immunforsvar angribe de proteiner, der er på overfladen og dermed bliver du ikke inficeret med SARS-CoV-2 og udvikler ikke COVID-19. 

Immunforsvaret er trænet af vaccinen…!

 

Alt dette kunne sagtens ske uden en vaccine, men…..det tager tid for immunforsvaret, at finde ud af hvad det er ”ved noget fremmed” det skal angribe, og indtil det finder ud af det (kan tage uger…), så har du/jeg/vi (måske) udviklet COVID-19. 

Ja, ja kan du sige, men mit immunforsvar går jo i gang naturligt. Enig. Helt enig. Og nu kommer der et men…. det som der er med denne luskede virus og ikke mindst sygdommen, det er at ingen kan forudsige, hvem der får et alvorligt forløb…eller man kan være bærer af sygdommen uden at have symptomer, og smitte mange andre.

 

HVOR LÆNGE ER VACCINEN I KROPPEN?                       

Ikke særligt længe. Kroppen nedbryder ret hurtigt eventuelle overskydende ”koder”, instruktioner eller mRNA’er (3 navne for det samme), der måtte være fra vaccinen, for når først immunsystemet har reageret og gemt viden i ”huskecellerne”, så er der ikke behov for mere. Naturlig destruktion.

 

HVEM SKAL IKKE HAVE VACCINEN ENDNU?

Gravide og ammende kvinder, da man ikke har nok viden på nuværende tidspunkt. Det forlyder, at der er vaccineforsøg i gang på gravide. 

COVID-19 vaccinen anbefales ikke til børn og unge under 16 år. Endnu er der begrænset data-mængde. 

 

HVORFOR TAGE IMOD TILBUDDET, NÅR DET KOMMER I E-BOKS?

Hvis vi skal have stoppet virus’en og dens hærgen, så er der behov for en vaccine-tilslutning på ml. 70-80% af befolkningen. For kun derved opnås et af de nye buzzwords - flokimmunitet. Ikke et ord om samfundssind…. 

 

Jeg er blevet spurgt af mange, om jeg selv vil tage imod den. 

Med det jeg har set, hørt og været med til de seneste 9 måneder (ikke kun syge mennesker…), så blev det et stort fedt JA TAK, da tilbuddet fra min nærmeste leder kom pr. telefon.

Jeg får første dosis injiceret i min skuldermuskel i dag kl 14:45.

Jeg tænker mest af alt – ved at beskytte mig selv, så vil jeg i høj grad bidrage til at beskytte andre og særligt de til tider meget sårbare (syge) patienter, som jeg modtager via mit arbejde. 

Der er ingen garantier – nej – det er der ikke for mange ting i vores almindelige liv! Men det blev fortsat et JA TAK. 

 

Der er helt sikkert mange andre spørgsmål og der er helt sikkert mange, der fortsat er bekymrede og har hørt historier om det ene og det andet med de nye vacciner. Jeg kan kun opfordre til at søge viden hos de eksperter, der virkelig har sat sig ind i tingene og ikke hos dem, der har hørt, selv (ud)tænkt eller bare er imod. Alle har mere end ret til egne holdninger, forbehold og skepsis – SUNDT – men det er ikke en ret, at udbrede sig om noget, man måske ikke helt er på niveau med, da det kun kan bidrage til bekymring og utryghed. 

 

Trommehvirvel……..Nu kommer det….. Dagen er TILTAGET med 3 minutter…. Siger det bare…

 

God dag

 

 

 

 

Søs Wollesen

Læge, forfatter, foredragsholder, blogger m.fl. :)

http://www.søswollesen.dk
Forrige
Forrige

CORONA IGEN, IGEN…. Eller rettere, så er det lidt meget om det som kan bidrage til at forebygge sygdommen COVID-19

Næste
Næste

Er D-vitamin svaret på forsvar mod Corona-virus og COVID-19 infektionen?